
Forstander på Silkeborg Højskole
Uddannet i filosofi og teolog.
Mine mærkesager er kvalitetsuddannelse for alle, men særligt unge, sikring af den immaterielle og materielle kulturarv, ønsket om at præge til et stærkt civilsamfund igennem mobiliseringen af unge og voksne igennem en øget bevidsthed om frivillighedens vigtighed for mennesker i alle aldre - ikke mindst de mest udsatte i samfundet - og arbejdet for menneskerettighedernes fremme til en bedre fælles fremtid. Det er i mine øjne nogle af søjlerne som et samfund med respekt for den enkelte og øje for det fælles står på.
Som højskoleforstander, næstformand i Folkehøjskolernes Forening og menneske med menneskets dannelse på sinde kan jeg bidrage med viden om hvad der foregår af tanker, ideer og initiativer blandt unge voksne, men også blandt de tusindevis af ældre, der hvert år finder vej til højskolerne. Jeg kan pege på tendenser og bevægelser, og ikke mindst bidrage med indsigt om det menneskesyn, traditionerne og den kultur som folkeoplysningen, livsoplysningen og den almene dannelse bygger på.
UNESCOs arbejde skal sikres en folkelig forankring ved at invitere til debat, også med dem vi ikke er enige med, og sammen kan vi kæmpe for det, der er vigtigt. I det folkelige er der stor styrke og når vi sammen sætter mål og er i bevægelse kan vi nå ganske meget.