Hop til indhold

Billedkunstner & Master i offentlig ledelse (MPG)

Hvilke emner/temaer er vigtige for dig i regi af UNESCO?

Kunst, natur og uddannelse er de tre vigtigste emner for mig i relation til UNESCO. 

Kunst og kultur fordi det er definerende for hvem vi er. Derfor er det vigtigt, at der er gode rammer til at skabe og udøve kunst. Der skal også være lige og let adgang til at tage del i kulturen samt opleve kunst og kulturarv.

Vi er produkter af landskabet omkring os, både det kulturelle og det naturlige. Brugen af landet og vores relation til vandet er især vigtigt at sætte fokus på i disse år.

Og endeligt uddannelse, fordi med viden kommer også forbundethed og ansvar for den verden vi er en del af.

Hvordan kan du med din baggrund og erfaring bidrage som medlem af nationalkommissionen?

Som mangeårig leder af kunstnerorganisationer, har jeg været med til at skabe opbakning til en fælles kulturpolitik for kunstnere, skabt tal og viden om kunstnere, som vi ikke havde før og skabe bedre vilkår for at udøve kunst og ytre sig frit. 

I mit kunstneriske virke har jeg arbejdet med menneskers relation til naturen og det byggede miljø. Jeg er medstifter af Skovgro, der skaber skov over drikkevandsboringer og udvikler kunstnerisk viden om natur. Jeg kan således bidrage med ekspertise om at skabe kunst, om vores relation til naturen og hvordan vi omsætter viden og muligheder til handling.

Som underviser på højskoler, kunstakademier og universitetet, kan jeg bidrage med viden om uddannelse og læring omkring UNESCOs formål.

Hvad mener du er nødvendigt for, at kommissionens arbejde bliver en succes?

Der er en enorm styrke i at stå sammen internationalt om de kulturelle og natur værdier, som er grundlaget for vores velfærd og sundhed. Vi skal udbrede kendskabet til UNESCO. Og så skal vi være nysgerrige på hvordan vi kan sætte nye områder i spil i en fin balance med at vedligeholde og udvikle de tiltag som nationalkommissionen har iværksat.

Sidst opdateret: 20. juni 2024