At lytte til Nordkorea, Rusland og Irans delegater er ulideligt, men forlader vi UNESCO, overlader vi scenen til regimer, der bekæmper de frihedsrettigheder, som organisationen er skabt til at forsvare.
Skrevet af: Christine Antorini Sygeplejerskestuderende og forperson for den danske UNESCO nationalkommission samt tidl. undervisningsminister
Bragt i Information, mandag d. 17. november 2025.
I år fejrer vi 80-årsjubilæet for etableringen af både FN og UNESCO. I den anledning var den netop afholdte generalkonference i UNESCO – grundlagt den 16. november 1945 – noget helt særligt i år.
I Danmark kender vi nok bedst UNESCO for organisationens rolle i forbindelse med de såkaldte verdensarvssteder. Vi har nu ni verdensarvssteder, der blandt andet tæller Jellinge-stenen og Møns Klint. Den store folkehøring, som kulturministeren afholdt i år, indstillede desuden også den danske højskoletradition til UNESCO’s såkaldt immaterielle kulturarv, som det hedder i UNESCO-sprog.
Men UNESCO er meget mere end verdensarv. Det er den søjle under FN, der arbejder med uddannelse for alle uanset baggrund, bevarelse og udvikling af natur- og kulturarv og ytringsfrihed for journalister, kunstnere og videnskabsfolk.
Alt sammen som grundpiller i at udvikle et sundt og levende demokrati.
Det er den vildeste ambition og vision, for den er både fundamentalt rigtig, men samtidig ekstremt udfordret – blandt andet af de autokratiske lande, der er medlemmer af UNESCO og deltager i organisationens internationale samarbejde.
»Iran står sammen med alle nationer om at forsvare journalisters uafhængighed og sandhedens integritet i en tid, hvor misinformation og vold udgør en stadig større trussel,« udtaler delegaten fra Iran – det land i verden, der fængsler flest journalister.
Når jeg sidder med lande som Nordkorea, Rusland, Kina og Iran, kan jeg godt spørge mig selv, om demokratiperspektivet overhovedet giver mening. Det er svært at holde gode miner til slet spil, når man lægger ører til de nationale taler i plenarforsamlingen fra for eksempel Iran, der retorisk hylder menneskerettigheder og ytringsfrihed – og i samme åndedrag træder selvsamme rettigheder under fode i deres eget land på daglig basis.
Når jeg sidder midt i et internationalt topmøde og iagttager den storpolitiske kamp, der ikke bare udspiller sig bag kulisserne, men for næsen på mig, kan jeg oprigtigt blive i tvivl, om UNESCO egentlig er i stand til at levere på den flotte vision, der fostrede organisationens oprettelse for 80 år siden.
Flere af de mere autoritære lande bruger i dag aktivt UNESCO til at få indflydelse i organisationens mange udvalg og programmer, og de, som møder velforberedte op, får også mest at sige.
I år er det især lande, der står langt fra Vestens demokratiske værdier, der har fyldt – lande, der er gode til at bruge en international organisation som UNESCO maksimalt til at få valgt deres repræsentanter ind i de mange arbejdsgrupper, styrende organer og frivillige programmer.
USA, der indtil 2011 stod for 22 procent af UNESCO’s regulære budget, har under Trump-regeringen trukket sig ud af UNESCO. Så det kan ligeledes mærkes markant på kerneaktiviteter, at der nu er en gedigen spareøvelse i gang.
Til gengæld er der rig mulighed for, at lande kan give frivillige bidrag til særlige indsatser, som landene selv kan styre. Nogle lande øremærker deres midler til egne formål. Det er svært at føle sig tryg ved. There are no free lunches, når vi snakker om politik.
Og alligevel sker der utroligt vigtige indsatser, fordi andre demokratiske kræfter har arbejdet solidt og vedvarende for det i regi af UNESCO.
Et af de markante indlæg i plenarforsamlingen var repræsentanten fra Palæstina, dr. Ali Zidan Abu Zuhri, der indledte med en meget rørende øjenvidneskildring.
»Jeg taler til jer i dag som en person fra byen Rafah i det sydlige Gaza. Jeg bærer i min hukommelse billedet af min by, hvor omkring 250.000 mennesker boede, men som nu er totalt tømt – folk er tvunget ind i nødhjælpscentre uden de mest basale levevilkår,« sagde han.
»Israels hær har ikke blot ødelagt alle bygninger, men også knust murbrokkerne til støv, så byen ikke længere har genkendelige træk – ingen huse, ingen veje, ingen skoler, ingen hospitaler. Byen er nu som en tom fodboldbane. Indbyggerne kan ikke vende tilbage, ikke engang rejse et telt over deres ruiner.«
Og fortsatte: »Jeg står i dag foran en organisation, der blev skabt for at forsvare uddannelse, for at tale om ødelæggelsen i hele Gaza af 90 procent af skolerne, drabet på 18.216 elever, 786 lærere og fratagelsen af 650.000 elever af deres ret til uddannelse.«
Det er ikke til at vide, om hans tal er korrekte, men budskabet er ikke til at tage fejl af. I Gaza som i alle lande med krig og ufred går det lynhurtigt ud over det, vi her i Danmark bare tager for givet: at alle børn og unge selvfølgelig har ret til en god, lærerig og tryg skolegang.
Uddannelse er vejen til fremtiden. For den enkelte, for fællesskabet og for det danske samfund. Det gælder selvfølgelig også i alle andre lande. Så for blot at nævne et godt og konkret initiativ har der i en årrække i UNESCO været et vigtigt program, der støtter skolegang for børn i krise- og krigsområder. Blandt andet i Gaza.
I UNESCO arbejder vi tæt sammen med vores nordiske nationalkommissioner. Det giver os en stærkere fællesnordisk stemme i de internationale fora.
Her på 80-året for UNESCO’s etablering har vi i Danmark nu blandt andet 87 UNESCO Verdensmålsskoler og 12 Verdensarvssteder i rigsfællesskabet, fire geoparker og biosfæreområder samt tre kreative og lærende byer i Danmark. Flere er på vej, og alle bygger på den fælles vision og ambition, som UNESCO er etableret på.
FN’s generalsekretær udtalte, da han åbnede dette års generalforsamling: »For 80 år siden, i en verden ødelagt af krig, traf lederne et valg: samarbejde frem for kaos, lov frem for lovløshed, fred frem for konflikt. Det valg fødte FN, ikke som en drøm om perfektion, men som en strategi for menneskehedens overlevelse.«
FN og UNESCO fylder 80 år på et dystert bagtæppe af uløste krige og kriser, geopolitisk splittelse, misinformation, brud på menneskerettigheder og fremmarch af autokratiske styreformer.
Men den åbenlyse krise i det multilaterale system ændrer ikke ved gyldigheden og relevansen af de værdier og principper, der er forankret i FN-pagten og UNESCO’s grundlag. Også for os i Danmark.
Der var stor optimisme, da verdens lande i 2015 vedtog de 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling, og målene har været en unik ramme for fremdrift og resultater en del steder, som FN’s nye statusrapport viser.
Der er fem år til at nå i mål med 2030-verdensmålene. Fremdrift kommer kun, når vi er aktive, både internationalt og nationalt.
Lande som Danmark har stærk interesse i at bidrage aktivt til, at FN og UNESCO leverer på deres kerneopgaver, hvad enten det gælder krig, miljø, demokrati, uddannelse, menneskerettigheder eller ytringsfrihed.
Danmark er et lille land med en åben økonomi, der er dybt afhængig af international ret, stabilitet og multilateralt samarbejde. Men UNESCO bidrager også konkret, for eksempel gennem uddannelsesprogrammer, der bygger på lige adgang for alle uanset køn og baggrund samt bæredygtig udvikling i lokalområder gennem geoparker, biosfæreområder og grønne uddannelsespartnerskaber. Alt sammen initiativer, vi er godt i gang med i Danmark.
Derfor skal vi både være en aktiv dansk og nordisk stemme – og samtidig leve med, at vi også sidder ved samme forhandlingsbord som autokratiske regimer. Al erfaring siden Anden Verdenskrig viser, at det er helt nødvendigt og også gør en afgørende positiv forskel for demokratisk udvikling. Så svaret er ja. Det giver i dén grad mening at sidde med ved UNESCO’s forhandlingsbord.
