Alle har ret til en god uddannelse. Og alle bør fortsætte med at lære. UNESCO er en af grundlæggerne af begrebet livslang læring og har siden 1960’erne arbejdet for at gøre livslang læring tilgængelig for mennesker over hele verden. Det sker ved at bidrage til politikudvikling og ved at samle kapaciteter fra hele verden.
UNESCO’s institut for Livslang Læring (UIL) ligger i Hamborg og spiller en central rolle i arbejdet. Instituttet er er en international forsknings- og uddannelsesinstitution, som betjener de 193 medlemslande i tæt samspil med hovedkvarteret for UNESCO i Paris.
GRALE - rapporten
UNESCO's Institut for Livslang Læring udgiver hvert 3. år en rapport over den globale status på voksenlæring. Den såkaldte GRALE-rapport (Global Report on Adult Learning and Education) giver et øjebliksbillede over medlemslandenes fremskridt på voksenlæringsområdet. Senest udkom GRALE-rapporten i 2019.