Rapporten ”(Ud)dannet til bæredygtighed" afdækker, hvordan uddannelsessektoren, UNESCO og andre aktører omkring erhvervsuddannelserne kan være med til at tiltrække flere elever og løfte uddannelsernes kvalitet gennem arbejdet med en stærkere bæredygtighedsprofil.
Rapporten er udformet på opdrag af den Danske UNESCO-nationalkommission. Den er udarbejdet af Ungdomsbyen i 2019 med bidrag af data fra Danske Erhvervsskoler og –gymnasier.
Erhvervsuddannelsen kombinerer de kloge hænder med det kloge hoved. Jeg er glad for at være i gang med en erhvervsuddannelse, fordi den giver mig konkret viden, kompetencer og holdninger til at skabe bæredygtige løsninger til fremtiden - Elev på grundforløb i medie og grafik
Rapporten viser blandt andet:
- At næsten en fjerdedel af landets erhvervsskoler har sat strategisk fokus på FN's verdensmål i undervisningen og i den daglige drift.
- At undervisning i bæredygtighed gør eleverne til forandringsagenter, der i virksomheder og lokalsamfund kan være med til at skabe bæredygtige løsninger. En rolle, der fortsætter, når de kommer ud på arbejdsmarkedet som nyuddannede medarbejdere.
- At skolerne oplever, at bæredygtighed motiverer eleverne. Ikke mindst når fokus bliver lagt på konkrete handlinger, der kan fjerne følelsen af magtesløshed over for miljø- og klimaproblemerne.
- At uddannelse i bæredygtighed også er med til at danne eleverne med indsigt og holdninger og give dem en oplevelse af identitet.
- At der er et stort potentiale i, at skolerne har en samlet institutionel strategi for bæredygtighed i undervisningen og i den daglige drift.
Rapportens anbefalinger følges op i fællesskab med de mange aktører på erhvervsskoleområdet.
- Læs den fulde rapport "(Ud)dannet til bæredygtighed" (pdf)
- Læs den journalistisk bearbejdede udgave af "(Ud)dannet til bæredygtighed" (pdf)
- Læs pixiudgaven af "(Ud)dannet til bæredygtighed" (pdf)
UNESCO hjælper ny fortælling på vej
Arbejdet med et større fokus på bæredygtighed i erhvervsskolernes undervisning kan støttes af en række af UNESCO’s værktøjer. UNEVOC er UNESCOs erhvervsuddannelsescenter i Bonn.
UNEVOC har udarbejdet en guide - Greening Technical and Vocational Education and Training, A practical guide for institutions som kan støtte skolernes arbejde med en samlet institutionel strategi for en bæredygtig udvikling. Guiden beskriver, hvordan arbejdet med en bæredygtighedsstrategi kan struktureres, og argumenterer for, at arbejdet med bæredygtighed i uddannelserne har et dobbelt formål: Dels giver det flere unge jobmuligheder, dels kan de unge fungere som forandringsagenter i virksomhederne, når de er færdige med deres uddannelse.