Hop til indhold

Et gennemgående tema for dagen var koblingen mellem på den ene side centrale UNESCO-værdier som fred, uddannelse til alle, ytringsfrihed og bæredygtig udvikling og på den anden side de mange gode nationale og lokale UNESCO-aktiviteter i form af biosfærer, geoparker, verdensarvssteder, verdensmålsskoler, kreative byer og videnskabsaktiviteter. Det er klart, at et verdensarvsstempel er en flot og vigtig anerkendelse, som genererer opmærksomhed fra hele verden. Men UNESCO er også meget mere end et stempel.

Som næstforperson for kulturudvalget i Kolding Kommune, Merete Due Paarup, så fint formulerede det, kan UNESCO-vinkler bidrage til at gøre det usynlige synligt. Hvad enten vi taler om det dansk-tyske grænsesamarbejdes forandringspotentiale eller om at konkretisere for skolebørn, hvordan globalt medborgerskab kan se ud, er UNESCO konstant med til at gøre verden større og give nye perspektiver til konkrete mennesker.

Gennem workshops og networking fik deltagerne rig mulighed for at komme med konkrete forslag til, hvordan Nationalkommissionen kan understøtte det tværgående samarbejde, ligesom UNESCO-aktørerne i mellem fik lagt grundstenene til forskellige samarbejdsprojekter. Desuden præsenterede forperson for Den danske UNESCO-nationalkommission, Christine Antorini, de fire centrale søjler for nationalkommissionens strategi, der løber fra 2025 til 2028. Her vil nationalkommissionen fremadrettet bl.a. fokusere endnu mere på at styrke bæredygtig dannelse gennem aktiviteter i lokalområder samt understøttelse af både eksisterende UNESCO-steder og udvikling af nye UNESCO-steder i Danmark.

Tusind tak til Koldinghus og Kolding Kommune for glimrende værtskab, og tusind tak til de mange deltagere og oplægsholdere for et vellykket UNESCO-årsmøde.