Ligestilling og inklusion går på tværs af alle indsatserne i strategien. Det handler ikke kun om piger og kvinder, men også om drenge og mænd samt LGBTI-personer. Lige muligheder uanset køn, seksuel orientering eller kønsidentitet er en præmis, alle skal acceptere.
Nationalkommissionen har særligt fokus på ligestilling inden for undervisning, kultur, videnskab og kommunikation.
Vi vil:
- Ligestillingsvurdere alle initiativer og integrere et ligestillingsperspektiv i alt, hvad vi engagerer os i.
- Søge samarbejde med danske medieaktører for at styrke fokus på ligestilling mellem kønnene, både blandt medieaktører, i indhold, gennem kildevalg og i resursepersoner til historier, talere og paneldeltagere ved konferencer og lignende.
- Fastholde UNESCO’s indsats for at fremme seksualundervisning i udviklingslande. Danmark arbejder aktivt for, skoler anvender UNESCO’s ”International Technical Guide on Sexuality Education” til at styrke seksualundervisning.
- Styrke fokus på køn og kønsforskelles betydning for piger og drenges uddannelsespraksis.
- Fastholde UNESCO’s overvågning af globale tendenser og udfordringer i forhold til vold og mobning i skoler baseret på køn, seksualitet og kønsidentitet. Danmark har tilsluttet sig UNESCO’s Call for Action, som er et vigtigt værktøj for at fremme læringsmiljøer uden diskrimination både i Danmark og globalt set.
- Støtte, at flere kvinder vælger forskningsvejen. L’Oréal- UNESCO-priser til unge kvindelige forskere er en anerkendt model, der skal udvikles, herunder mulighederne for at indgå samarbejde med andre UNESCO-koncepter.